Ih guder, hvor har jeg grædt!

​Grædt af sorg
Grædt af smerte
Grædt af frustration
Grædt af glæde
Grædt af taknemmelighed
Grædt af vrede
Grædt af indignation
Grædt af overstimulation
Grædt af utilstrækkelighed
Grædt af skuffelse
Grædt af længsel
Grædt af mæthed
Grædt af lykke
Grædt af latter
Grædt samhørighed
Grædt af stolthed
Grædt af skam
Grædt af skyld
Grædt af kærlighed
 
Jeg har sågar grædt over at græde
 
For en del af gråden,
har altså virkelig været i vejen .
 
Været i vejen for mig,
men i høj grad også været i vejen for andre.
 
Det har været SÅ upassende, når jeg græd.
 
Upassende for mig,
men i høj grad også været upassende for andre.
 
Jeg har følt mig skyldig, når jeg græd
skyldig, fordi det blev for meget
især for de andre.
 
Og det har bestemt taget mig lang lang tid
at nulre det sidste klister af,
fra de mærker jeg har fået sat på mig pga. Gråden.
 
Og jeg kan stadig komme til at tiltrække helt nye mærkater,
i et uopmærksomt og grådkvalt øjeblik.
 
En del af mærkaterne er kommet fra egen mappe,
mens andre er kommet udefra.
 
På nogen af dem har der stået:
 
Du er svag
Du er sart
Du er nærtagende
Du er hysterisk
Du er offer
Du er ynkelig
Du er hyklerisk
Du er tøset
Du er primitiv
Du er for meget
Du er overdrevet
 
DU ER FOR SÅRBAR.
 
…
 
Jeg har skammet mig!
Jeg har helt sikkert skammet mig.
 
Ikke mindst når mennesker omkring mig har sagt:
 
”Vi kan jo ikke tale sammen, når du græder.”
 
”Jeg kan jo ikke fortælle dig noget en anden gang, når du græder.”
 
”Du skal ikke køre det der kvindelist af på mig.”
 
”Jeg kan ikke tage dig seriøst, når du græder.”
 
”Det er SÅ pinligt, når du græder.”
 
”Det er altså ret upassende, når du græder.”
 
”Det ER da på ingen måde noget at græde over.”
 
”Ja, du er jo nok ikke robust nok til at arbejde her, når DET DER får dig til at græde.”
 
…
 
Men.
 
Langt størstedelen af de gange jeg har grædt,
har jeg gjort det med ret ryg,
med åbent hjerte,
med rene følelser
og med en villighed til at være med det der ER.
 
OGSÅ selv om det kan virke voldsomt på nogen,
som for et par uger siden,
hvor jeg græd midt i mine udtalelser,
i et dialogmøde i vores andelsboligforening.
Jeg græd, fordi jeg blev chokeret over,
hvor ubehagelige og nedladende mennesker,
kan være overfor hinanden.
Hey, jeg græd fordi jeg blev overrumplet,
og talt ualmindelig grimt til.

Jeg græd fordi MINE følelser
taler højt, BÅDE med ord OG med tårer.
 
Og ved du hvad,
det er okay med mig.
 
Min opgave er så til stadighed,
at blive ved med at være okay
med mig og mine tårer.
For når jeg er okay,
med det hele,
bliver det også mere muligt
for andre at rumme
det hele, der er mig.
 
Og hvis ikke,
tænker jeg,
at det er i eget system,
de har en opgave, der er deres.
Og måske (og kun måske)
en enkelt tårer der skal trilles!
 
Her hos mig må man gerne græde,
jeg trøster og tager imod,
og synes faktisk det er smukt, når det sker <3